Peter Kanin
Hjertevarm, sanselig og musikalsk forestilling for de mindste
Peter Kanin er en sand vildbasse og ikke bleg for at tage sine søskendes ting, når det passer ham. Hans irritation over dem og hans grænseløse nysgerrighed fører ham på rov i Hr. Suhrs have. Her går det dog ikke helt som planlagt, da han hurtigt bliver opdaget og fanget. Men i mødet mellem de to opstår der noget uventet: et særligt og rørende venskab.
Glæd børnene med en hjertevarm og eventyrlig forestilling i Beatrix Potters betagende univers, hvor spænding, humor og genkendelige følelser går hånd i hånd. Teater Nexts fantasifulde opsætning af Peter Kanin er en sanselig teateroplevelse, hvor musik, bevægelse og visuelle virkemidler smelter sammen i et magisk scenisk univers. Forestillingen har desuden fået meget rosende ord med på vejen fra landets anmeldere:
★★★★★
”Absolut genialt teater for de helt små (…) en bedårende forestilling”
- Kulturinformation
★★★★★
”Oplagt begynderforestilling, der kan give appetit på mere hos det yngste publikum. Det er vel svært at finde bedre børneteater til denne aldersgruppe og det fortjener Teater Next stor ros for at satse på”
- SET PÅ SCENEN
★★★★★
”Med Peter Kanin leverer Teater Next en velfortalt og blid sceneversion af den velkendte historie (…) Bo Skødebjergs iscenesættelse er som en behagelig godnathistorie eller et varmt kram, der omslutter sit publikum. Og det fungerer virkeligt fint til målgruppen på de 2-5-årige”
- ISCENE.DK
★★★★★
”Fortællingen rummer en hel særlig atmosfære, som kan mærkes på flere måder (…) musik, der har et behageligt lydniveau, sange, lyd- og lyseffekter skaber en magisk og rolig stemning. Man skal ikke lade sig snyde at denne ro – fortællingen er fængende og betagende, og får formidlet gode budskaber”
- BØRN I BYEN
Forestillingen er skabt særligt til de 2–5-årige og inviterer de yngste publikummer med ind i en tryg og nærværende oplevelse fyldt med sødme, sjove figurer og smukke og naturskøn sceneri.